Blå Mandag i Badeanstalten Spanien

Aktiviteter

Badeanstalten byder indenfor til et par hyggelige og afslappende timer på Grossererbadet og en tur i svømmehallen på din Blå Mandag.

Datoer for "BLÅ MANDAG" I Badeanstalten Spanien: Den 15. april, 22. april, 29. april og den 6. maj.

Prisen på 100 kroner inkluderer leje af håndklæde (så du kun skal huske dit badetøj), en tur i svømmehallen, to timer på Grossererbadet og en lille overraskelse.

Du kan benytte omklædningsrummene 15 minutter før, du har booket til Grossererbadet. Når de to timer er gået, er du velkommen til at boltre dig i svømmehallen og tage et dejligt varmt bad.

Når du er færdig med at klæde om afleveres håndklædet i forhallen.

Badeanstalten Spanien ønsker, at alle får en god badeoplevelse. Derfor er det vigtigt at foretage grundig indsæbning og afvaskning inden bassinerne benyttes (for at bibeholde vores gode vandkvalitet) og tage hensyn til de andre badegæster.

For Grossererbadet DeLuxe er prisen 399 kr.  Grossererbadet DeLuxe inkluderer ovenstående og derudover kan der vælges mellem to fantastiske oplevelser.

Et besøg ved kosmetolog Fogtdahl varer 75 minutter og starter med information om hudpleje, kost, alkoholens virkning på huden, hvorefter konfirmanderne får mulighed for at prøve forskellige rense- og hudplejeprodukter. Der vil blive serveret hyldeblomstdrik, chokolade og frugt. Pigerne får udleveret en goodiebag med brochurer, prøver og et gavebevis på 100 kroner til en ansigtsbehandling. Du skal booke minimum seks pladser.

PULS - POWER -RELAX indeholder 75 minutters sjov og udfordrende træning sammen med en dygtig instruktør fra SeierFitness. Det vil være en form for cirkeltræning, hvor der bl.a. vil være elementer fra styrketræning og boksetræning. Herefter byder Badeanstalten Spanien og husets to skønne massører, Tomas og Martine,  velkommen på Grossererbadet, hvor der vil være 10 minutters velfortjent massage til alle, der har deltaget i PULS - POWER - RELAX.  Du skal booke minimum 8 pladser og der kan være max 16 konfirmander på et hold.

Grossererbadet DeLuxe inkluderer også en lækker sandwich og en kildevand fra café Oliver.

Til forældrene: For hver ti betalende konfirmander, kan der komme to voksne med ind gratis. I skal huske badetøj - hvis I vælger ikke at benytte Grossererbadet og svømmehallen, anbefaler vi, at I medbringer shorts og t-shirt, da der er ca. 30 grader. Som forældre har I ansvaret for konfirmanderne. Badeanstalten Spaniens personale vil være med til at skabe en hyggelig og god oplevelse for konfirmanderne såvel som for vores andre badegæster. Det er vigtigt, at I henvender Jer til personalet, hvis I har spørgsmål eller, hvis der opstår problemer.

Dagen er fortrinsvis for konfirmander, men der kan også komme almindelige badegæster i tidsrummet.

Billetterne skal bestilles på forhånd, og der kan betales via bankoverførsel (Nordea 2211-6446469140 – mærket med klasse og dato for besøg) eller direkte i informationen/billetlugen. Betaling skal ske senest 14 dage før arrangementet.

Tilmeldingen er bindende og pengene refunderes ikke.